Det begreb, man bruger til at tale om musikken i det 14. århundredes
Italien, er trecento. Det er tiden, hvor Firenze blomstrer
op med så imponerende bygninger som katedralen Santa Maria,
Santa Croce kirken og det nyværende rådhus Pallazo Vecchio.
Italienerne brugte på dette tidspunkt en noget anderledes
notationsform end franskmændene; det er først senere,
at den italienske stil påvirkes af den franske. Det italienske
notationssystem blev beskrevet af komponisten Marchetto da Padova
i 1320erne. Sammen med Bartolino da Padova, Jacopo da Bologna og
Francesco Landini er han den vigtigste trecento-komponist.
Grundlæggende kan man sige, at mens franske Ars nova komponister
interesserede sig for rytmiske strukturer og sidestillingen af todelt
og tredelt mensuration, gik de italienske Ars nova komponister højere
op i melodisk sangbarhed og virtuositet.
For tostemmig komposition i Italien gælder det:
at tertser (ligesom kvarter, kvinter og oktaver) behandles som
konsonanser,
at parallelføring i kvarter, kvinter og oktaver er almindeligt,
at de to stemmer sjældent krydser hinanden, og
at de to stemmer som regel ender unisont.
De mest populære musikalske former i Italien var madrigal,
caccia og ballata.
Madrigalen har sine rødder i Norditalien i 1320erne.
Det er en poetisk såvel som musikalsk form; den italienske
udskiller sig fra den franske ved ikke at have noget refrain, og
ved at have været en polyfon form fra starten. I dens endelige
form, opnået i 1340erne, består madrigalen af 2, 3 eller
4 vers på tre linier efterfulgt af et 2-liniers ritornel (ritornel
skal ikke forveksles med refrain). Ritornellet er som oftest i en
anden mensuration ("taktart") end verset, og er ikke
en gentagelse af tidligere hørt musik. Således kan
madrigalens form f.eks. være aab eller, hvis ritornellet
gentages, aabb. Det musikalske materiale præges af
en aktiv overstemme overfor en roligere understemme, synkoperinger,
og melismer på første og/eller næstsidste stavelse.
Disse melismer blev længere i løbet af det 14. århundrede.
Det tekstlige indhold er oftest kort og beskrivende, måske
en hyldest. I trestemmige madrigaler er det som regel kun de to
øverste stemmer, der er tekstet. Idag kender man til ca.
190 Italienske madrigaler fra det 14. århundrede. Ca. 90 %
af dem er for to stemmer; resten er for tre. Fra 1360 og fremefter
uddøde 1300tals-madrigalen til fordel for ballataen.
Caccia er det italienske ord for jagt, og caccia digtene
har da også ofte jagt, eller andre udendørs, pastorale
scenerier, som deres tema. Verset består som hovedregel af
mange korte linier af forskellig længde, måske konstrueret
som dialog/respons. Musikalsk opstod cacciaen som en kanoniseret
form af madrigalen, og er da også næsten altid en tostemmig
kanon ovenover en bas/tenor i længere nodeværdier. Almindeligt
brugte effekter er hocket (en slags vekselsang mellem de
to overstemmer) og onomatopoeia (lydmalende ord). Sent i
det 14. århundrede lånte man madrigalens ritornel og
konstruerede den såkaldte caccia-madrigal.
Den italienske ballata må ikke forveksles med den
franske ballade. Den har derimod den samme form som den franske
virelai: ABbaA (her står de små bogstaver
for det samme musikalske, men nyt tekstligt, indhold). Den mest
prominante italienske ballata-komponist var Francesco Landini
(1325-1397), som boede i Firenze. Ballataen var monofon indtil 1360erne,
hvor man begyndte at skrive 2- eller 3-stemmige ballataer. På
dette tidspunkt slog ballataens lyriske overstemmer og tekstlige
indhold om kærlighed så kraftigt igennem hos et stort
publikum, at ballataen fortrængte såvel madrigalen som
cacciaen.
Landini har lagt navn til en kadence - Landini-kadencen
- bestående i, at overstemmen, i stedet for at kadencere 7-8,
kadencerer 6-8, medens tenor-stemmen kadencerer 2-1. Fordi overstemmen
springer en terts up til grundtonen, kalder man også denne
kadence for 'under-terts-kadencen'. Den er dog ikke enestående
for trecento-musik; i løbet af det 15. århundrede ses
Landini kadencen meget ofte i fransk musik, og navnet er derfor
ikke helt rammende.
Lyt til
ballataen Amor ch'al tuo sugetto af Landini her: