Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Ars nova i Italien

Det begreb, man bruger til at tale om musikken i det 14. århundredes Italien, er trecento. Det er tiden, hvor Firenze blomstrer op med så imponerende bygninger som katedralen Santa Maria, Santa Croce kirken og det nyværende rådhus Pallazo Vecchio. Italienerne brugte på dette tidspunkt en noget anderledes notationsform end franskmændene; det er først senere, at den italienske stil påvirkes af den franske. Det italienske notationssystem blev beskrevet af komponisten Marchetto da Padova i 1320erne. Sammen med Bartolino da Padova, Jacopo da Bologna og Francesco Landini er han den vigtigste trecento-komponist.

Grundlæggende kan man sige, at mens franske Ars nova komponister interesserede sig for rytmiske strukturer og sidestillingen af todelt og tredelt mensuration, gik de italienske Ars nova komponister højere op i melodisk sangbarhed og virtuositet.

For tostemmig komposition i Italien gælder det:

  • at tertser (ligesom kvarter, kvinter og oktaver) behandles som konsonanser,
  • at parallelføring i kvarter, kvinter og oktaver er almindeligt,
  • at de to stemmer sjældent krydser hinanden, og
  • at de to stemmer som regel ender unisont.

De mest populære musikalske former i Italien var madrigal, caccia og ballata.

Madrigalen har sine rødder i Norditalien i 1320erne. Det er en poetisk såvel som musikalsk form; den italienske udskiller sig fra den franske ved ikke at have noget refrain, og ved at have været en polyfon form fra starten. I dens endelige form, opnået i 1340erne, består madrigalen af 2, 3 eller 4 vers på tre linier efterfulgt af et 2-liniers ritornel (ritornel skal ikke forveksles med refrain). Ritornellet er som oftest i en anden mensuration ("taktart") end verset, og er ikke en gentagelse af tidligere hørt musik. Således kan madrigalens form f.eks. være aab eller, hvis ritornellet gentages, aabb. Det musikalske materiale præges af en aktiv overstemme overfor en roligere understemme, synkoperinger, og melismer på første og/eller næstsidste stavelse. Disse melismer blev længere i løbet af det 14. århundrede. Det tekstlige indhold er oftest kort og beskrivende, måske en hyldest. I trestemmige madrigaler er det som regel kun de to øverste stemmer, der er tekstet. Idag kender man til ca. 190 Italienske madrigaler fra det 14. århundrede. Ca. 90 % af dem er for to stemmer; resten er for tre. Fra 1360 og fremefter uddøde 1300tals-madrigalen til fordel for ballataen.

Caccia er det italienske ord for jagt, og caccia digtene har da også ofte jagt, eller andre udendørs, pastorale scenerier, som deres tema. Verset består som hovedregel af mange korte linier af forskellig længde, måske konstrueret som dialog/respons. Musikalsk opstod cacciaen som en kanoniseret form af madrigalen, og er da også næsten altid en tostemmig kanon ovenover en bas/tenor i længere nodeværdier. Almindeligt brugte effekter er hocket (en slags vekselsang mellem de to overstemmer) og onomatopoeia (lydmalende ord). Sent i det 14. århundrede lånte man madrigalens ritornel og konstruerede den såkaldte caccia-madrigal.

Den italienske ballata må ikke forveksles med den franske ballade. Den har derimod den samme form som den franske virelai: ABbaA (her står de små bogstaver for det samme musikalske, men nyt tekstligt, indhold). Den mest prominante italienske ballata-komponist var Francesco Landini (1325-1397), som boede i Firenze. Ballataen var monofon indtil 1360erne, hvor man begyndte at skrive 2- eller 3-stemmige ballataer. På dette tidspunkt slog ballataens lyriske overstemmer og tekstlige indhold om kærlighed så kraftigt igennem hos et stort publikum, at ballataen fortrængte såvel madrigalen som cacciaen.

Francesco Landini

Landini har lagt navn til en kadence - Landini-kadencen - bestående i, at overstemmen, i stedet for at kadencere 7-8, kadencerer 6-8, medens tenor-stemmen kadencerer 2-1. Fordi overstemmen springer en terts up til grundtonen, kalder man også denne kadence for 'under-terts-kadencen'. Den er dog ikke enestående for trecento-musik; i løbet af det 15. århundrede ses Landini kadencen meget ofte i fransk musik, og navnet er derfor ikke helt rammende.

Lyt til ballataen Amor ch'al tuo sugetto af Landini her:


Næste side