Katrine Nordland Introduktion til Middelalder- og Renæssancemusik

Den gregorianske sang er opkaldt efter Pave Gregor den Store, som var pave fra år 590 til 604. Det er usandsynligt, at Gregor den Store rent faktisk grundlagde den kirkelige sang, men han var en passioneret musikelsker og ledte seminarer for sangere og børnehjemsbørn. Den kirkelige handling var på dette tidspunkt opdelt i to:

Messe: Udspillelsen af den sidste nadver, og
Officium: Dedikeret til bøn, afsyngning af salmer og højtlæsning fra Bibelen.

Messen var endvidere inddelt i Ordinariums- og Propriumsled. Ordinariumsleddene er de led, der er de samme i hver messe, dvs. som synges hver dag, og propriumsleddene er de led, der skifter i henhold til ugedag, årstid eller helligdag.
Ordinariumsleddene i den katolske messe er: Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei og evt. Ite Missa Est. Propriumsleddene er Introitus, Graduale, Alleluia eller Tractus (Sekvens), Offertorium og Communium. Disse led kunne synges antifonalt eller responsorialt. Antifonalt vil sige, at koret synger hele satsen; responsorialt betyder, at solister synger de "svære", melismatiske dele, mens koret svarer ind imellem solistpartierne.

Officiet fik aldrig den fastlagte struktur, som præger messen. Det blev etableret af Benediktinermunkene (opkaldt efter St. Benedikt, 480-543), der havde til huse i Monte Cassino klosteret i Italien. Disse munke fastlagde de såkaldte Benediktinerregler, der tidssatte officiets 8 daglige tidebønner:

Matutin: Om natten
Laudes: Ved daggry
Prim: Kl. 06.00
Terts: Kl. 09.00
Sext: Kl. 12.00
Non: Kl. 15.00
Vesper: Tidlig aften
Completorium: Før sengetid.

Notationen af musik på dette tidspunkt foregik i de såkaldte neumer. Neumer er linieløse noder, der altså ikke indikerer den præcise tone, der skal synges, men giver et løst billede af, i hvilken retning, melodien bevæger sig. Neumerne fungerede mest som mnemoteknisk hjælpemiddel for munkene, der forventedes at kunne de fleste melodier udenad. Forskellige typer af neumer havde deres egne navne: Således hed en opadgående neume virga, mens dens nedadgående modstykke hed punctum. Man kunne også have neumer i ligatur, dvs. mere end én tone pr. neume. Se mere om ligaturer i det teoretiske afsnit om mensuralnotation.

Et eksempel på neumer

Kilder: Mange gregorianske melodier er optegnet i Liber Usualis, som er udgivet af munkene i Solesmes klosteret i Frankrig, og udkommet i en revideret udgave i 1997.

Lyt til den gregorianske salme Ad te levavi animam meam her:

Næste side