Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Machaut: Isorytmik og
Messe de Nostre Dame

Det vil være passende at indlede et kapitel om Machaut med en forklaring af begrebet isorytmik (ordet betyder, direkte oversat, "samme rytme") . Begrebet isorytmik dækker over en rytmisk struktur, gående ud på, at tenor stemmens melodi - kaldet color - inddeles i en række af mindre enheder, der hver især har den eksakt samme rytme. Disse mindre enheder kaldes taleae (sing: talea). Color og taleae blev betragtet som separate dele, der kunne manipuleres uafhængigt af hinanden. Det vil sige, at kadenceringer, affraseringer og slutninger ikke nødvendigvis falder sammen color og talea imellem. Man kan forestille sig, at der går 4 taleae på en color - men også at der går 4 ½, eller "4-og-to-ekstra-toner". Nedenfor er et eksempel på den isorytmiske struktur illustreret grafisk:

Color
Color
Talea Talea Talea Talea Talea Talea

For at komplicere tingene yderligere, er det ikke unormalt, at man i isorytmiske kompositioner finder color gentaget med samme eller en ny udgave af talea. Color og talea kan desuden udsættes for diminution: Formindskelse af alle nodeværdier med en bestemt proportion. F.eks. kan alle nodeværdier være blevet halveret, reduceret med en trediedel, eller noget lignende. Når diminution forekommer, vil man oftest se en ændring af mensurationen. Læs om mensuralnotation her. Med tiden blev det almindeligt, at isorytmik forekom i flere stemmer end tenoren. Dette kaldes panisorytmik og er et karakteristisk træk af Ars subtilior.

Isorytmikkens opfindelse tilskrives som regel Philippe de Vitry, som var en af hovedmændene bag de nye notationsmuligheder i den franske Ars nova. Det vil imidlertid ikke være korrekt at betegne ham som "opfinder" af isorytmik. Det er ikke noget, der er opstået fra den ene dag til den anden, men snarere en videreudvikling, eller forædling, af de rytmiske modi, der opstod i det tidlige 1200tal. I det 13. århundredes motetter og clausulae var det almindeligt, at man repeterede tenor-melodien, og at man som rytmisk grundlag brugte de rytmiske modi. Isorytmikken kan ses som en forlængelse af dette, i og med, at talea strengt taget kan ses som lange instanser af 'rytmiske modi'. En sådan instans kaldtes unden Ars antiqua for ordo. I sin forædlede version hedder den nu, under Ars nova, talea.

Den franske digter, komponist og præst Guillaume de Machaut blev født i Frankrig omkring år 1300 og døde i 1377. Han er kendt såvel som en mester i isorytmik som komponist af motetter, verdslige sange, en enkelt 'hocket' - Hoquetus David - og en messe.

Motetten var på Machauts tid en meget populær kompositionsform. Man kan trække en linie fra det 13. århundredes organa i diskant-stil, via clausulae til motetten; der er tale om en trestemmig form, hvoraf tenoren er baseret på den lille bid af den gregorianske cantus firmus, der var lavet til clausula. De to overstemmer bevæger sig friere og mere flydende, og er ikke nødvendigvis isorytmiske - hvilket tenoren så godt som altid er, i større eller mindre grad. Af de 23 trestemmige motetter, Machaut skrev, er de 15 med fransk tekst i både den øverste (triplum) og den mellemste stemme (motetus). To har fransk tekst i triplum og latinsk motetus. Det er sædvanligt, at de to tekstede stemmer i en motet (den underste, tenoren, er instrumental) har hver deres tekst, og at triplums tekst er noget længere.

I løbet af Machauts ca. 77 år lange liv opnåede han at blive uovertruffen indenfor enhver musikalsk stilart, som han prøvede kræfter med. Han er eksempelvis kendt som ophavsmand til den første polyfone udsættelse af messens ordinariumsled (Kyrie, Gloria, Credo, Sanctus, Agnus Dei og Ite Missa Est) af en enkelt komponist. Tidligere taler man om sammensatte messer; f.eks. Tournai messen og Barcelona messen. Disse messer er svære at tidssætte - Tournai messen er sandsynligvis komponeret før Machauts Messe de Nostre Dame - og har muligvis inspireret Machaut; men ingen af dem kan brøste sig af at være skrevet af den samme komponist, og ingen af dem udviser den samme grad af konsekvens og rytmisk og melodisk overlegenhed, som præger Machauts messe.

Messe de Nostre Dame er skrevet konsekvent for fire stemmer. De messeled, der har kort tekst, og derfor i deres musikalske udsættelse kan centreres omkring rytmisk bearbejdelse og tekstgentagelser uden at bekymre sig om at få alle ordene med, er komponeret med brug af isorytmik, synkopering, 'hocket' (kan nemmest oversættes med ordet 'veksel-sang') og melismer. Det drejer sig om Kyrie, Sanctus, Agnus Dei og Ite Missa Est. Disse fire satser er endvidere baseret på gregorianske forlæg, der bevæger sig i langsomme værdier i overensstemmelse med den isorytmiske motets foreskrifter.

De to resterende led, Gloria og Credo, er friere konstrueret og bevæger sig i noget, der ligner node-mod-node eller conductus-stil. De har deres lange tekster at tage hensyn til, så her træder den musikalske bearbejdelse i baggrunden til fordel for det tekstlige indhold. Dermed ikke være sagt, at musikken i disse led er ugennemtænkt. Begge led afsluttes med en musikalsk højtudviklet udsættelse af ordet "Amen"; her ses både hocket, synkopering og isorytmik.

Det er bemærkelsesværdigt ved Messe de Nostre Dame, at der ikke er noget enhedsskabende element, der forbinder de enkelte satser med hinanden. Man fornemmer en gruppering af Gloria og Credo overfor de resterende satser; men denne gruppering er som sagt i højere grad af hensyn til teksten end til det enhedsskabende moment. Man må formode, at Machaut har sammensat sin messe gennem årene; messer, hvis led er forbundet til hinanden, f.eks. ved, at de alle er baseret på den samme cantus firmus, ses først i renæssancens cykliske messer.

Lyt til Kyriesatsen fra Messe de Nostre Dame (som du også kan se i manuskriptet til højre) nedenfor:


Næste side