Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Monofoni:
Troubadourer, trouvèrer og minnesangere


Perioden, hvori troubadourernes sang blomstrede, var lang; normalt medregner man både 1100- og 1200tallet. På grund af den stærke tradition for mundtlig overlevering af monofon sang, er der dog mangler på kilder fra før 1250. Troubadourerne var både digtere og musikere, højt respekterede for deres kunst. De kom oprindeligt fra Provence i Sydfrankrig og havde hver især forskellig baggrund. Fælles for troubadourerne var deres sprog - Langue D'Oc - og det tekstlige indhold i deres sange. Der var tre hovedtemaer:

  • At tjene Herren og den udkårne dame
  • Ridderlig kærlighed
  • Korstogenes betydning

Kategoriseret efter emne fik troubadourernes digte (og sange) således forskellige navne:

  • Canso: Ridderlig kærlighed
  • Pastourelle: En rytter (hesten kendetegner ædelmodighed) iagttager forførelse af en hyrdinde
  • Sirventes: Moralsk digt
  • Planh: Klagesang
  • Alba: De elskende skilles ved daggry
  • Tenso: Debat mellem to mennesker
  • Crusade Song: Som navnet antyder, omhandlende en person på korstog

Den musikalske form i troubadourernes sange var stærkt afhængig af den poetiske. Det typiske digt har to vers, hver især yderligere inddelt i to dele, frons og cauda. Frons er endvidere inddelt i to identiske pedes. Det typiske antal linier i verset var 2 for hver pes og 3-6 for caudaen; dvs. at verset ialt var på mellem 7 og 10 linier. Hvert vers benytter den samme musik.

I troubadourernes sange bemærker man en udbredt brug af fortegn (Bb, opløsningstegn for Bb, Eb, F#, C# og G#), større melodisk spændvidde og i visse tilfælde vekslende finalis-toner. Onomatopoeia (ord-maleri) er overraskende usædvanligt, med enkelte undtagelser.

Trouvèrernes musik lignede troubadourernes til forveksling, blot sang trouvèrerne på det nordfranske sprog, Langue D'Oil, der indikerede, hvor de kom fra. Fordi trouvèrerne lærte deres kunst af troubadourerne, er trouvère-perioden noget senere, ca. 1160-1300. Trouvèrer var ligeledes af høj social status, og deres sange om kærlighed havde endog en endnu mere nobel karakter end troubadourernes; temaer om hyrder og forførelser var bandlyst ! De bedst kendte trouvèrer var Colin Muset (start/midt 13. århundrede), Perrin d'Angicourt (ca. 1220-1300) og ikke mindst Adam de la Halle (ca. 1237-1285. En af hans kompositioner kan ses på billedet).

Minnesangere var den tyske pendant til troubadourer og trouvèrer. De tyske minnesange er ofte musikalsk identiske med de franske, idet de blev importeret til Tyskland fra Frankrig, f.eks. via adelige ægteskaber de to nationer imellem. Man har dog forsynet de franske melodier med tysk tekst, omend bare i en tillempet oversættelse af de franske ord. Nogle kendte minnesangere er Friedrich von Husen (d. 1190), Walther von der Vogelweide (ca. 1170-1230) og Heinrich con Meissen (med kælenavnet 'Frauenlob') (d. 1318).

Kilder: St Martial manuskriptet.

Adam de la Halle: Se li maus c'amours envoie:


Næste side