Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Notre Dame polyfoni

Man hører til tider det 12. århundrede omtalt som "1100tals-renæssancen". Grunden til dette skal findes i den fornyede interesse for arkitektur, malerkunst og musik. Paris blev det naturlige samlingssted for store tænkere og professorer, og er da også stedet for Europas første universitet. Hertil valfartede studerende fra hele Europa og blev undervist i teologi, filosofi og musik. Samtidig med opblomstringen i interessen for kunst og teologi begyndtes arbejdet på et af Paris' store vartegn: Notre Dame katedralen, som opførtes i anden halvdel af det 12. århundrede.

Indenfor musikken taler man da også i denne periode om "Notre Dame skolen". Dens bannerførere var i første omgang komponisten og digteren Leonin (1135-1201), og sidenhen hans efterfølger Perotin. Leonin (lat: Leoninus) blev uddannet på Notre Dames katedralskole, blev kandidat fra Paris' universitet, og udnævntes i løbet af 1180erne til én af katedralens administratorer. Det er dog først og fremmest som forfatter af bogen Magnus Liber, at Leonin er kendt idag. Denne bog indeholdt en hidtil uovertruffent stor mængde polyfoniske satser, og blev kopieret i manuskripter over store dele af Europa. Bogen er opdelt i to: En del for messen og en del for officiet. Begge er arrangeret i henhold til den liturgiske kaldender. Leonin behandlede musikken således, at han kun udsatte de responsoriske solodele polyfonisk, og overlod kordelene til at blive sunget homofont af koret. At synge flerstemmigt var en vanskelig kunst, som krævede professionelle sangere.

Notre Dame skolen, og Leonins værk, baner vejen for flere typer af polyfonisk udsættelse af den liturgiske messe: Den tostemmige sats - kaldet organum - opdeles i første omgang i to forskellige satstyper: Melismatisk og diskant. Den ældste type, diskant organum, voksede ud af parallelorganumsatsen, som var opstået små hundrede år tidligere. Det melismatiske organum (som ofte blot benævnes organum) lader den øverste stemme bevæge sig friere, i hurtigere og mere melodiske passager, medens den messestemmen stadigvæk bevæger sig i langsomme, udstrakte værdier.

For at i diskantstil at kunne tillempe, at de to stemmer sang "synkront", 'opfandt' man et helt nyt rytmisk system; de såkaldte 'rytmiske modi'. Som rytmisk grundlag for den enkelte stemme fastlagde man seks rytmer, som så løseligt kunne gentages om og om igen, og dermed udgøre rytmen i stemmen. De seks rytmiske modi så ud som følger:

Modus nr. Rytme
1 Trokæisk: Lang Kort
2 Iambisk: Kort Lang
3 Daktylisk: Lang Kort Kort
4 Anapæstisk: Kort Kort Lang
5 Spondæisk: Lang Lang
6 Tribrakisk: Kort Kort Kort

Samtidig med, at diskantstilen blev rytmiseret, begyndte man at klassificere intervaller. De perfekte konsonanser var primen, oktaven, kvinten og kvarten, de imperfekte konsonanser var tertser, og sekunder, sekster og septimer blev regnet for dissonanser.

Det melismatiske organum var i sagens natur ikke dirigeret af de rytmiske modi, da den øverste stemme bevægede sig frit i hurtigere nodeværdier, medens den nederste havde udefinérbart udstrakte nodeværdier. En teori om rytmen i melismatisk organum er, at overstemmens nodeværdier var lange, når de stod i konsonansforhold med understemmen, og korte, når de var i dissonans.

Man taler om en tredie kompositionsform under Notre Dame skolen. Denne kaldes copula og kan siges at være en blanding mellem de to ovennævnte stilarter. Copulastil ses da også som dele af større, polyfoniske satser. I denne stil ser man diskantstilens rytmiske modi i overstemmen, medens understemmen ligesom i det melismatiske organum bevæger sig i lange, holdte toner.

I studiet af Notre Dame polyfoni er det ikke sjældent, at man ser både diskant, melismatisk og copula stil i et og samme værk.

Notre Dame komponisterne lavede andet end at udsætte liturgiske, gregorianske messetekster; de udsatte også latinske digte for musik. Disse udsættelser kalder man conductus. Det tekstlige indhold i disse conductus kunne stadigvæk være religiøst, men ligeså ofte finder man tekster med politisk eller samfundsrelateret indhold. Da teksterne som oftest var skrevet på vers, var det naturligt at udsætte dem musikalsk i strofisk form, og dette igen gjorde det nærliggende at basere den rytmiske struktur på de rytmiske modi. Dermed har de træk tilfælles med diskant organum-stilen, men conductus kompositioner har en lettere forståelig tekst, i og med at stemmerne (hvis der er mere end én) bevæger sig i stort set den samme rytme. Da teksten er en væsentlig raison d'etre for conductus-stilen, sørger man for, at stavelserne i de enkelte ord falder hurtigt efter hinanden, således at ordene bliver forstået. Dette er væsentligt lavere prioriteret i organum-stilen.

I en tostemmig conductus er det ikke unormalt, at den næstsidste stavelse ornamenteres melismatisk i overstemmen. Denne udsmykning kaldes en cauda.

Noget af det særlige ved conductus-stilen er, at den repræsenterer det første tilfælde af polyfoni, der ikke var baseret på et gregoriansk forlæg. Alle stemmer i conductus er nykomponerede; dette er selvfølgelig også en væsentlig forskel fra organum-stilen.

Med ankomsten af Leonins tostemmige organa gik der hurtigt sport i at forbedre stilen. Leonins vigtigste efterfølger, Perotin, komponerede, udover sine egne værker, flere stemmer til Leonins organa, således at der blev tale om tre- eller endog firstemmighed. Desuden var han en mester i at komponere de såkaldte clausulae. En clausula er et udsnit af en større komposition. Dette udsnit kan måske bare være et enkelt ord, eller endog en stavelse i et ord. Komponisten bearbejder udsnittet efter hans egne ønsker, og resultatet kan så enten stå på egne ben eller indsættes i det organum, det er taget fra. I sidstnævnte tilfælde er der tale om en substitut clausula.

To ting er vigtige at huske om clausulae: Det er med deres ankomst, at man begynder at referere til den gregoriansk baserede stemme (oftest den underste) som "tenor". Og det er clausulaen, der senere i historien danner basis for motetten; en kompositionsform, der udvikles og raffineres i løbet af det 14. århundredes Ars nova.

Kilder: Magnus Liber.

Perotin: Alleluya Nativitas:

... og følg med i noderne her, hvis du kan:


Næste side