Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Palestrina

Giovanni Pierluigi da Palestrina (1525/26-1594) er idag utvivlsomt 1500-tallets mest berømte komponist, og har da også lagt navn til "Palestrinastilen", som man betegner hans skrivemåde indenfor hans primære kompositionsform, det kirkelige a capella diatoniske kontrapunkt. Palestrina og Lassus repræsenterer modsatrettede tendenser i senrenæssancens musikhistorie, både hvad angår personlighed, professionel attitude og historisk kontekst. Mange anser Palestrina for sin tids arketypiske kirkemusik-komponist. Han var ikke videre kendt udenfor Italien (modsat Lassus, som var Europas mest berømte komponist og den mest publicerede på den tid), og det ser således ud, somom de to komponisters posthume omdømme ikke kan tages som udtryk for deres berømmelse i deres levetid.

I modsætning til den berejste Lassus, tilbragte Palestrina næsten hele sit liv i Rom, hvor han arbejdede skiftevis i tre store kirker; Santa Maria Maggiore (hvor han fik sin uddannelse, bl.a. som kordreng) 1537-? og 1561-1566, Peterskirkens Cappella Giulia 1551-1555 og 1571-1594, og San Giovanni 1555-1560. Han skrev ca. 700 værker. Heraf er de 94 verdslige madrigaler, mens resten - en enorm mængde motetter og 104 messer etc. - er kirkemusik eller (for motettens vedkommende) indenfor den "grå" kategori af stykker, der sætter sig imellem to stole. Det er for de over hundrede messekompositioner (heraf 51 parodimesser), at Palestrina er mest berømt.

Palestrinas bedst kendte komposition er messen Missa Papae Marcelli fra 1567. Denne messe reddede ifølge myten den polyfone kirkemusik fra at uddø, da modreformationens kardinaler blev sure på det imitative kontrapunkt, der hidtil havde været fremherskende, fordi det tilslørede teksten. Dette, samt et ønske om at stoppe den musikalske sammenblanding af gejstlige og verdslige stilarter (f.eks. parodimesser baseret på chansoner), var et af hovedemnerne for det tredie og sidste kirkemøde i Trent i 1562. To kardinaler, Carlo Borromeo og Vitellozzo Vitelli, blev sat på opgaven at luge ud i musikken. De gav Palestrina til opgave at skrive en messe, der skulle være seriøs, gejstlig uden verdslig indblanding, og hvor teksten kunne høres og forstås. Og resultatet heraf blev Missa Papae Marcelli, af hvilken en stor del (f.eks. Gloria-satsen) er skrevet i strengt homofonisk-syllabisk stil, så ordene tydeligt træder frem. Hermed var kardinalerne overbevist om ikke at fjerne polyfonien fra kirkemusikken - og Palestrina siges altså at have "reddet" den polyfone musik. Det er omdiskuteret, hvor meget af denne historie, der er myte, og hvor meget, der er sandt. Men historien fremgår i Bainis Palestrina-biografi fra 1828 (den første komponistbiografi nogensinde). Kyriesatsen til "Missa Papae Marcelli"

Palestrinastilen anvendes som pædagogisk model for undervisere i kontrapunkt. Danskeren Knud Jeppesen har opstillet en række "regler" for stilen - her skal nævnes nogle få:

  • Forstørrede og formindskede intervaller bør ikke bruges, ejheller spring på en septim, en stor sekst eller intervaller, der er større end en oktav. Spring på en lille sekst er kun tilladt i opadgående retning.
  • Den melodiske bue bør formes således, at opadstigningen er stejlere og nedadstigningen trinvis.
  • En dissonans må ikke have længere varighed end en halvnode og skal foregribes af en konsonans af samme varighed.
  • I todelt tid må kun forudholdsdissonanser optræde på betonet slag, og forudholdstonen skal være forberedt som en konsonans på det forudgående, ubetonede slag.

Generelt om Palestrinas skrivemåde kan man anføre hans tendens til at "parodiere" sig selv; 24 af hans parodimesser er skrevet over hans egne værker, primært motetter. Han veksler frit mellem forskellige teksturer (homofoni/kontrapunkt/imitation), benytter sig af seksstemmighed og antydninger af ordmaleri (en teknik, der benyttedes flittigt af Lassus). På sine ældre dage dedikerede Palestrina sig fuldt og helt til kirkemusik; i 1584 skrev han, i forordet til sin Motettorum liber quartus ex Canticis canticorum, en senere meget berømt undskyldning til pave Gregor XIII for at have komponeret verdslig musik i sin ungdom.

Kyriesatsen fra Missa Papae Marcelli kommer her:


Næste side