Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Parodimesse

Parodi-teknik vil sige at basere en komposition på et helt, polyfont forlæg i stedet for kun én cantus firmus. Teknikken fortsætter en linie i brugen af 'lånt' materiale, der startede ved adkomsten af cantus firmus messen, og fortsatte i Josquin-generationens udbredte brug af imitation. Parodimesser er overordentligt hyppigt forekommende i det 16. århundrede, og er ofte betitlet Missa super... eller Missa ad imitationem; dette reflekterer paroditeknikken, hvor det polyfone forlæg kunne være lånt af andres eller egne kompositioner. Termen "Missa Parodia" blev indstiftet i 1587 af Jacob Paix - etymologisk leder ordet parodi tanken hen på en satirisk kommentar til noget. Der er dog ikke tale om, at parodimesser forholder sig satirisk til den musik, den er baseret på. De almindeligste polyfone forlæg for parodimesser var motetter og sange.

To teoretikere, Pietro Pontio og Piero Cerone, har nedskrevet definitioner af paroditeknikken som pædagogisk værktøj for unge musikere. Selvom paroditeknikken, da Cerone formulerede sine regler i 1613, var ved at blive mindre almindelig, er det hans regler, der er bedst kendt. Han giver følgende "opskrift" på, hvordan man komponerer en parodimesse:

  1. Lad det samme motiv begynde hver enkel sats (Kyrie, Gloria, Credo, Santus, Agnus Dei), men flyt det rundt imellem stemmerne, således at samme melodik og harmonik fremkommer, men i varieret form.
  2. "Christe" delen af Kyriesatsen kan baseres på nyt materiale, f.eks. komponistens egne idéer.
  3. Begyndelsen af den sidste "Kyrie" del og anden og tredie afsyngning af Agnus Dei kan ligeledes baseres på nyt materiale (evt. lånt).
  4. Slutningen af hver sats skal udføres i imitation.
  5. Jo flere motiver, man bruger fra forskellige dele af forlægget, jo bedre og beundringsværdigt bliver resultatet.
  6. Parodimessen komponeres på basis af en motet, madrigal eller chanson - evt. af en anden komponist.

Det modreformatoriske kirkemøde i Trent protesterede imod 'parodimoden', fordi de ikke mente, at messer skulle baseres på forlæg hvis melodier ville minde menigheden om verdslige tekster.

Allerede Josquin skrev i noget, der gav varsler om paroditeknik i sine Missa Fortuna desperata og Missa Malheur me bat. Det samme kan siges om Kyrie II delen af Obrechts Missa Fortuna desperata. Lassus var tydeligvis velbekendt med Josquins musik, og spanieren Morales baserede sin Missa Mille Regretz på et forlæg af Josquin.

Lassus opfandt en subgenre af paroditeknikken: Parodi Magnificat'en, som senere blev en yndet genre iblandt Lassus' elever.

Paroditeknik må ikke forveksles med pastiche, som er en betegenelse for at kopiere en anden komponists stil.


Næste side