Til startsiden

Klik på et kapitel:

Gregoriansk sang

Monofoni: Troubadourer, trouvèrer og minnesangere

Den tidligste polyfoni

Notre Dame polyfoni

Ars nova i Frankrig

Ars nova i Italien

Machaut og Messe de Nostre Dame

Machaut og verdslige former

Ars subtilior

Engelsk musik: Dunstaple

Du Fay

Ockeghem

Busnois

L'homme armé

Sang i det 15. århundrede

Josquin

'1450-generationen': Isaac, Obrecht, Agricola

Instrumental musik

International stil efter Josquin

Parodimesse

Palestrina

Lassus

Skellet ml. renæssance og barok


Teori: Kirketonearterne

Teori: Mensuralnotation

Ordforklaringer

Bibliografi

CD anbefalinger

Links


Katrine biografi

Kontakt

Sang i det 15. århundrede

I midten og slutningen af det 15. århundrede finder man den burgundiske chanson, som har fået dette navn, fordi mange af de komponister, der dyrkede genren, var født i Burgund - det nuværende Belgien og Nordfrankrig. Man taler om "de rejsende nederlændere"; komponister fra Burgund, der rejste sydpå, primært til Italien, for at finde kulturel inspiration og udfordring samt et bedre levebrød - italienske fyrster og stormænd var villige til at betale godt i forsøget på at overgå hinandens kapeller.

Indenfor den verdslige sang i det 15. århundrede var hovedformerne stadigvæk 'formes fixes'. I løbet af perioden 1420-60 overtog rondeau'en balladens rolle som den populæreste sangform, mens der af virelai-formen blev udviklet en subgenren, nemlig bergeretten, som i praksis er en virelai med kun ét vers.

Hovedpersonerne indenfor verdslig sang i første halvdel af århundredet er:

Du Fay (ca. 1400-1474): Du Fay skrev over 70 sange, de fleste rondeaux'er (eksempel: Adieu ces bons vins de Lannoys). Sangene er hovedsageligt trestemmige med forudsigelig kadencering og et tekstligt indhold om kærlighed. Der er også flere ekspempler på nytårssange og majsange (f.eks. Je requiers a tous amoureux). Du Fays sange plejer man at inddele i en tidlig periode (indtil ca. 1425), hvor tactus som regel var det, der idag svarer til 6/8 (tempus imperfektum, major prolation); en midterperiode (1425-ca.1440), hvor taktus var tempus perfektum, minor prolation (svarende til 3/4 idag); og en sen periode (1440 og frem), hvor sangene som regel blev skrevet i todelt tid.

Binchois (ca. 1400-1460): Hvor Du Fay udrettede store bedrifter indenfor snart sagt alle genrer i det 15. århundrede, er Binchois hovedsageligt kendt som chanson-komponist. Hans stil siges at være mere 'konstrueret' end Du Fays, med mere regelrette rytmer og en tendens til uforudsigelig kadencering. Det tekstlige indhold I Binchois' chansoner er typisk den høviske kærlighed, men han skrev også klagesange (f.eks. Ay doloureux) og vittige chansoner. Binchois' nok mest velkendte chanson er De plus en plus.

I anden halvdel af århundredet dominerer de følgende fire komponister den verdslige sang:

Busnois (ca. 1430-1492): Busnois var med sine ca. 75 sange måske den bedste chansonkomponist i det senere 15. århundrede, omend han også er en vigtig kirkemusikkomponist. Han er kendt for sine fremragende melodier, sin præference for bergeretten og sin status som foregangsmand indenfor en ny subgenre: Den kombinative chanson; en firstemmig kombination af to melodier og deres tekster - den ene en original, høvisk sang og den anden en populær melodi. Således kan den ene melodi placeres i tenorstemmen og den anden i superius. Et eksempel på en kombinativ chanson af Busnois er Amour nous traicte / Je m'en voys. Busnois er desuden kendt for sine "Jaqueline d'Aquevile" sange, opkaldt efter en kvinde, der i en periode var Busnois' udkårne. Han skrev sange til hende, som indeholdt akrostiker over hendes navn. Senere blev Busnois og Jaqueline uvenner - og så skrev han mindre pæne ting om hende i sine sange.

Ockeghem (ca. 1420-1497): Ockeghem er kendt som den komponist, der skrev flest "hit" sange, dvs. meget populære chansoner, der senere dannede basis for andre kompositioner af samme eller en anden komponist. Ockeghems "hits" affødte mere end 300 andre verdslige og gejstlige værker. Et eksempel på en "hit" sang af Ockeghem er Fors seulement.

Ghizeghem: Er mest kendt for sin "hit" sang, De tous bien plaine.

Agricola (ca. 1446-1506): Agricola er den sidste komponist, der synes at have holdt fast ved 'formes fixes'. I hans musik ses spor af indflydelse fra Ockeghem, samt en tendens til brug af parallelle tertser og decimer.

Ét af de vigtigste manuskripter af verdslig sang fra begyndelsen af det 15. århundrede er det såkaldte Canonici misc. manuskript 213, som idag befinder sig i The Bodleian Library i Oxford i England. Dette manuskript indeholder 325 værker, hvoraf langt de fleste er verdslige sange i 'formes fixes', selvom der også er en del motetter og messeled at finde i manuskriptet. Man anslår, at Canonici misc. manuskriptet blev skrevet imellem 1422 og 1436. I det er repræsenteret komponister som Du Fay, Binchois og Arnold de Lantins. Manuskriptet er et af de første overlevende manuskripter i "hvid mensuralnotation", dvs. med tomme nodehoveder i stedet for de sorte noder, der var normale indtil ca. 1400. En velkommenteret facsimile af manuskriptet er udgivet af David Fallows: Late Medieval and Early Renaissance Music in Facsimile, I (London, 1995).

Vigtige kilder til det 15. århundredes sange er også de såkaldte "Chansonniers" - små sangbøger med verdslig musik. Disse bøger forbindes primært med komponister som Ockeghem og Busnois. Stilistisk er der i denne periode tale om en homogen, trestemmig tekstur, hvori cantusstemmen er den vigtigste stemme, tenor har en støttende funktion, og contratenor er udfyldende stemme. Fra ca. 1500 bliver det almindeligt med fire stemmer af samme vigtighed.

"Chansonnier cordiforme" - hjerteformet chansonnier

Lyt til Binchois' chanson, Se la belle, her:


Næste side